Bly og skydebaner

Siden 2011 har vi, Skydebaneforeningen Danmark, besøgt samtlige 429 indendørs 15 meter baner i Danmark for at undersøge indeklimaet og påvirkningen fra bly.

Derfor er bly farligt

Udover bly fra berøring af patroner kommer der også blygasser ud ad piben, når skuddet fyres af. Derfor er et effektivt ventilationsanlæg vigtigt.

Bly kommer ind i kroppen, ved at vi indånder eller spiser det. Især børn kan påvirkes, så det fx går ud over indlæringen. For voksne kan det føre til forhøjet blodtryk og nyreskader.

Lægerne understreger, at skytter normalt opholder sig relativ kort tid på en skydebane, og at risikoen derfor er mindre, end hvis det havde været en arbejdsplads med otte timers dagligt virke.

Derfor bruges bly i patroner

En patron uden bly er utænkeligt indtil videre: Blyet giver projektilet tyngde og er derfor vigtigt for skuddets præcision.

Der har været lavet forsøg med andre materialer, uden at det er lykkedes at finde et brugbart alternativ.

Dette gør Skydebaneforeningen Danmark

✔  Krav til ventilationsanlæg

For år tilbage blev der sat fokus på bly på skydebaner, og der blev indført krav om effektive ventilationsanlæg. Det blev gjort til en forudsætning for at modtage tilskud og optage lån i Skydebaneforeningen Danmark.

✔  Pilotundersøgelse på en skydebane

Vi har fået foretaget en pilotundersøgelse på en skydebane, som dokumenterer, at blyet flyttes rundt. Undersøgelsen viste bl.a., at der blev fundet blystøv på kaffekandens håndtag og på gulvet i opholdsrummet.

✔  Brochure om rengøring af skydebaner

Vi har også udgivet en brochure om, hvordan man rengør skydebaner, og hvordan man generelt får et sundt skydemiljø. Download brochuren

✔  Undersøgelse af ventilationsanlæg

Vi har fået lavet undersøgelser af Teknologisk Institut, som viser, hvordan et ventilationsanlæg skal opbygges, hvis det skal overholde vores krav og anbefalinger. Download rapport fra Teknologisk Institut

keyboard_arrow_up