Helsingør Salonskytte Forening har fået kommunal bevilling på næsten 10 mio. kr. til nyt skydebanebyggeri

23-08-2021

Helsingør Salonskytte Forening kan se frem til et nyt skydebaneanlæg med både 15 meter bane og en udendørs 50 meter bane efter at have fået ekstrabevilling på 2,87 mio. kr. til projektet fra Helsingør Kommune.

I december 2015 blev det på et byrådsmøde besluttet at flytte Helsingør Salonskytte Forenings faciliteter til et nyt område sammen med de øvrige idrætsfaciliteter. I den forbindelse afsatte kommunen 6.689.000 kr. til ny skydefacilitet, som skulle opføres sammen med nyt halbyggeri.

Den gamle skydebane havde en meget attraktiv placering med udsigt over Øresund og derfor ønskede Helsingør Kommune at arealet blev solgt til boliger.

Foreningen afslog kommunens projektoplæg med den konsekvens, at skytteforeningen fik overdraget projektlederrollen. Det gav til gengæld foreningen mulighed for at få at udvide projektet med en udendørs 50 meter bane placeret i forbindelse med 15 meter banen. Og det er netop det foreningen har ønsket og valgt at benytte sig af.

En lang, indledende proces

Et møde mellem Helsingør Salonskytte Forening, Helsingør Kommune og Skydebaneforeningen Danmark satte i august 2020 for alvor gang i processen. Der blev nedsat en styregruppe til at sikre fremdrift i projektet, der blev udarbejdet projektbeskrivelse, opdateret budgetter og lavet støjberegning. Odsherred Arkitekterne udarbejdede tegningsmateriale.

Den nuværende fremdrift i projektet skyldes i høj grad foreningens meget aktive bestyrelse og en tættere dialog med Helsingør Kommune, hvilket også har muliggjort ekstrabevillingen på 2,87 mio.kr.

Sådan kommer Helsingør Salonskytte Forening videre med projektet

Foreningen skal først og fremmest ud at søge flere midler, så projektet med 50 meter banen kan realiseres. Efterfølgende venter der foreningen en stor opgave, da det at være bygherre er en lang og krævende proces. De skal i gang med at indhente tilbud og priser ud fra arkitektens tegninger og samtidig sørge for at holde sig indenfor det estimerede budget.

Når denne proces er i gang, er foreningen kommet et godt – og vigtigt - skridt videre i forhold til at realisere projektet.

Foreningen forventer at skulle stille med et væsentligt frivilligt bidrag for at finansiere opførslen af 50 meter banen.

Skydebaneforeningen Danmark er med på sidelinjen under hele forløbet

Helsingør Salonskytte Forening har i hele forløbet fået hjælp med sparring, rådgivning og udarbejdelse af støjrapport ved Skydebaneforeningen Danmark. Det har været en tidskrævende, spændende, og ikke mindst lærerig proces.

Fremdrift i projekter

Generelt er det svært at skabe fremdrift i byggeprojekter, da det politiske aspekt, projektdelen og det at lave budgetter ofte er ukendt område for en foreningsbestyrelse. Anbefalingen er derfor at skytteforeningens bestyrelse udpeger en projektgruppe, som kan drive projektet og sikre fremdrift, samtidig med at Skydebaneforeningen Danmark bidrages med rådgivning.

Helsingør Salonskytte Forenings formand, Jens Rasmussen udtaler ”Skydebaneforeningen Danmarks rådgivning og bidrag i projektet har gjort samarbejdet med Helsingør Kommune mere gnidningsfrit og medvirket til at kommunen har givet ekstrabevillingen”

Den nye bane opføres på Løvdalsvej i Helsingør i samme område som en række andre idrætsgrene. Banen opføres med 16 stk. 15 meter baner, samt 12 stk. 50 meter banen er tegnet af Odsherred arkitekter.

Banen forventes taget i brug i juni 2023.

 

keyboard_arrow_up