10-01-2019

Første skud er skudt på ”Fremtidens Skydebaner” i Aulum



Skytterne i Aulum Skytteforening har indtaget deres spritnye skydebaner i Aulum Fritidscenter. Banerne er en del af Skydebaneforeningen Danmarks projekt ”Fremtidens Skydebaner”, og de kan blandt andet bruges til mødelokaler, når skytterne holder fri. Det at banen kan bruges af andre end skytter har åbnet for, at foreningen har kunnet søge fonde om støtte.

De første skud er skudt på den helt nye skydebane i Aulum Fritidscenter. Skydebanen er det første projekt i Skydebaneforeningen Danmarks projekt ”Fremtidens Skydebaner”, som er nået så langt, at skytterne har indtaget banerne.

I projekt ”Fremtidens Skydebaner” har Skydebaneforeningen Danmark ydet ekstra støtte og rådgivning til projekterne, som arbejder på at udvikle skydebaner, der har flere funktioner og kan bruges af andre end skytter.

I Aulum Fritidscenter manglede der mødelokaler. Derfor er selve skydebanen nu indrettet, så den kan bruges som et stort mødelokale, når skytterne holder fri. Samtidig er der skabt synlighed omkring sporten, idet der nu er vinduer ind til banen, ligesom der skiltes tydeligt, så enhver kan se, at her er en skydebane.

Støtte fra Lokale og Anlægsfonden

Aulum Skyttcenter er først på flere områder. Skyttecentret har fået bevilget 200.000 kroner i støtte til projektet fra Lokale og Anlægsfonden. Det er banebrydende for fremtidige projekter, mener direktør i Skydebaneforeningen Danmark, Lotte Højmark Tang.

”Skytteforeninger kan som udgangspunkt ikke få støtte fra Lokale og Anlægsfonden, hvis projektet entydigt handler om en skydebane. Idéen med ”Fremtidens Skydebaner” har netop været at bryde med tankegangen om, at skydebaner kun kan bruges af skytter. Det er lykkedes i Aulum, hvor skytteforeningen har og har haft et tæt samarbejde med Aulum Fritidscenter om at udvikle en skydebane, som også kan bruges af de øvrige halbrugere, når skytterne ikke er på banen,” siger hun.

Få rådgivning til at udvikle din forening

Skydebaneforeningen Danmarks rådgivningsteam rådgiver også din forening. Vi har erfaring med, hvordan I kan udvikle og fremtidssikre foreningen og faciliteterne i samarbejde med lokalområdet, så både skytter og andre kan få glæde af lokalerne.

Kontakt Skydebaneforeningen Danmarks Rådgivningsteam, hvis du vil høre mere om ”Fremtidens Skydebaner” eller overvejer at gå i gang med et bygge- eller renoveringsprojekt på skydebanen.

Læs mere om Fremtidens Skydebaner

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at tracke bruger-adfærd med formålet at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.

Du kan altid slette cookies via avancerede indstillinger i din browser.