03-05-2018

Tidligere borgmester træder ind i bestyrelsen



Vejle Kommunes tidligere borgmester, Arne Sigtenbjerggaard, har afløst Kristian Ebbensgaard i Skydebaneforeningen Danmarks bestyrelse.

Arne Sigtenbjerggaard var borgmester i Vejle Kommune gennem syv år fra 2010 til 2017. Inden da nåede den folkeskolelæreruddannede lokalpolitiker 5 år som borgmester i det daværende Jelling Kommune, 9 år i Vejle Amtsråd og 4 år som viceborgmester i Vejle.

”Arne har mere end 25 års erfaring med ledelse, organisations- og bestyrelsesarbejde. I Skydebaneforeningen Danmark er vi stolte af, at han har sagt ja til at øse ud af sin store erfaring fra et langt politisk liv og være en del af det stærke hold, der skal være katalysator for udviklingen af fremtidens skydebaner i Danmark”, siger formand Frank Lyngsø.

Arne Sigtenbbjerggaard glæder sig til bestyrelsesarbejdet

Siden den i dag 66-årige Arne Sigtenbjerggaard forlod borgmestertaburetten for godt et år siden, har han modtaget mange forespørgsler om at træde ind i forskellige bestyrelser.

”Det er et privilegium, at så mange har henvendt sig. Jeg har svært ved at sige nej, men det har desværre været nødvendig. Men da Skydebaneforeningen Danmark henvendte sig, var jeg aldrig i tvivl om, at jeg ville sige ja, for skydning har altid interesseret mig. Jeg har gået på jagt siden 1983, og allerede da jeg var barn, lå jeg og trykkede riflen af med min far, bedstefar og mine brødre, der alle var ivrige skytter,” husker Arne Sigtenbjerggaard, som glæder sig til at trække i arbejdstøjet i bestyrelsen.

”Arbejdet i Skydebaneforeningen Danmarks bestyrelse er stadig meget nyt. Men jeg håber på, at jeg kan bidrage med min erfaring fra det politiske liv og organisationsarbejdet, hvor en af mine vigtige ledelsesopgaver har været at få mennesker til at samarbejde på tværs af interesser, forklarer Arne Sigtenbjerggaard, der ser frem til det frivillige arbejde i bestyrelsen.

”Foreningstankegangen har altid fascineret mig, og jeg har gennem alle år som borgmester beundret de frivilliges store indsats. Nu er det min tur til at give et nap, og jeg ser frem til at være en del af holdet, der kan præge udviklingen af fremtidens skydemiljøer til gavn for både børn, unge, voksne og seniorer”, fortæller Arne Sigtenbjerggaard.

Bestyrelsen i Skydebaneforeningen Danmark

  • Frank Lyngsø, formand
  • Kurt Petersen
  • Nels Petersen
  • Anders K. Jørgensen
  • Arne Sigtenbjerggaard

Frank Lyngsø, Kurt Petersen og Arne Sigtenbjerggaard er udpeget af Landsudvalget DGI Skydning. Nels Petersen er udpeget af DGI Hovedbestyrelse, mens Anders K. Jørgensen er valgt af generalforsamlingen.

Skydebaneforeningen Danmark retter en særlig tak til Kristian Ebbensgaard for hans store indsats i bestyrelsen.

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at tracke bruger-adfærd med formålet at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.

Du kan altid slette cookies via avancerede indstillinger i din browser.