25-01-2017

Skydebaneforeningen Danmark ansætter ny direktør



Skydebaneforeningen Danmark har ansat 43-årige Lotte Højmark Tang som ny direktør. Den nye direktør er et kendt ansigt for mange, idet hun er hentet fra en intern stilling som udviklingskonsulent og rådgiver i Skydebaneforeningen Danmark.

Ansættelsen af Lotte Højmark Tang glæder bestyrelsesformand i Skydebaneforeningen Danmark, Frank Lyngsø.

- Lotte er et kendt ansigt som skydebanekonsulent i foreningen, men det har ikke været en afgørende præmis. Derimod passer Lottes ledelsesmæssige referencer rigtig godt til jobbet som direktør i Skydebaneforeningen Danmark, fortæller Frank Lyngsø, der glæder sig til at samarbejde med den nye direktør om en række prioriterede succeskriterier.

- Som ny direktør kommer Lotte til at arbejde med flere prioriterede succeskriterier. For eksempel skal samarbejdet med DGI styrkes, organisationen i Skydebaneforeningen skal rykke tættere sammen omkring målene i vores fælles strategi, og der skal sættes fokus på driftsøkonomien, forklarer Frank Lyngsø.

Ny direktør glæder sig

Lotte Højmark Tang starter formelt i det nye job 1. februar 2017. Men Skydebaneforeningen Danmarks nye direktør har allerede gjort sig mange tanker om jobbet.

- En af mine vigtige opgaver bliver at skabe et fælles DNA i Skydebaneforeningen Danmark. Det skal være tydeligt, at der en sammenhæng mellem Skyttebutikken, skydebanekonsulenternes arbejde, eventafdelingen og Vingsted Skydebaner. For eksempel går det overskud Skyttebutikken, Vingsted Skydebaner og firmaevents genererer til at udvikle skydefaciliteterne ude i skytteforeningerne, forklarer Lotte Højmark Tang.

Mål i Strategi 2020 skal opfyldes

I 2016 udgav Skydebaneforeningen Danmark en opdateret version af Strategi 2020. Det arbejde var Lotte Højmark Tang en stor del af, og hun har derfor et indgående kendskab til strategiens mål.

- En af målsætningerne er en øget kommunal prioritering af skydefaciliteter, for velfungerende faciliteter er afgørende for at fastholde nuværende medlemmer og øge tilgangen til skydeidrætten i Danmark, understreger Lotte Højmark Tang, der glæder sig til opgaverne i sit nye job.

- Der venter mange og spændende opgaver. For eksempel skal vi have gjort Skydebaneforeningen Danmark bredt anerkendt som en professionel samarbejdspartner for foreninger, DGI Skydning, skyttecentre og kommuner indenfor udvikling af skydefaciliteter. Sammen skal vi også sikre en større udnyttelse af skydefaciliteter i Danmark og en økonomisk bæredygtig drift af organisationen, fortæller Lotte Højmark Tang, der glæder sig til at trække i arbejdstøjet.

Kort om Lotte Højmark Tang

Født: 1973
Bopæl: Varde
Familie: Fast samboende med Torbjørn Fristed. Datter på 22 år og to bonusdrenge på 8 og 14 år.
Erfaring: Udviklingskonsulent i Esbjerg Kommune, Konstitueret leder af hjælpemiddeldepotet, Afdelingsleder Logistikafdelingen, Proceskonsulent, Områdeleder Esbjerg Kommunes Biblioteker, Social- og Sundhedsassistent og Butikschef i Dansk Supermarked.

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at tracke bruger-adfærd med formålet at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.

Du kan altid slette cookies via avancerede indstillinger i din browser.