27-06-2018

Nykøbing F Skytteforening bygger nyt skyttecenter efter voldsom brand



Med teknisk bistand og rådgivning af Skydebaneforeningen Danmark er Nykøbing F. Skytteforening i fuld gang med at genopføre foreningens skydefaciliteter efter en voldsom brand i august 2017, hvor flammerne ubarmhjertigt nedbrændte det blot otte år gamle skyttehus.

Formand i Nykøbing F. Skytteforening, Tønnes Koch, forventer, at foreningens medlemmer kan indvie det nye skyttecenter i løbet af august. Når det er lykkedes at komme i mål så hurtig, skyldes det, ifølge formanden, den rådgivning, skytteforeningen har fået af Skydebaneforeningen Danmark.

”Vi er mange, der har levet en stor del af livet på skydebanen, men det gør os ikke til eksperter i ventilation, støjberegninger, energioptimering, tilskudsmuligheder, beklædning, miljøgodkendelser og de mange andre ting, der skal være i orden, når vi etablerer et nyt skyttecenter. Her er Skydebaneforeningen Danmark en meget vigtig samarbejdspartner, og de har været dygtige til at rådgive os i dialogen med kommunen, arkitekten og bygherren på projektet”, forklarer Tønnes Koch.

Teknisk bistand har fjernet bump på vejen

Opførelsen af Nykøbing F. Skytteforenings nye skyttecenter har ikke været uden bump på vejen. For eksempel var udbudsmaterialet mangelfuldt, og på flere punkter ville et skyttecenter bygget efter arkitektens streger og tanker på ingen måde kunne overholde Skydebaneforeningen Danmarks anbefalinger.

”Et eksempel er, at der i udbudsmaterialet stod, at gulvene skulle beklædes med nålefilt. Det er naturligvis forkert, for nålefilt overholder ikke Skydebaneforeningen Danmarks anbefalinger til rengøringsvenlige overflader. Heldigvis var det en af de mange praktiske ting, som teknisk rådgiver Søren Bendixen gjorde os opmærksomme på, og gennem dialog og godt samarbejde mellem alle aktører er alle bump nu fjernet”, siger en glad formand, der glæder sig til at indvie skyttecenteret.

Et af Danmarks mest moderne skyttecentre

”Vi får et af Danmarks mest moderne skyttecentre med Megalinks 3D-Score, der blandt andet kan måle skæve skud, skudhastighed og har en forbløffende præcision. På alle 10 baner er bordene flytbare, så vores medlemmer kan skyde på både 10 og 15 meter, ligesom vi får installeret et moderne ventilationssystem", forklarer Tønnes Koch, der også roser Skyttebutikken for at være hurtige til at levere ny ammunition, efter at skytteforeningens lager bogstaveligt talt gik op i røg.

Opfordring: Søg teknisk bistand

Formand Tønnes Koch anbefaler skytteforeninger, som går i bygge- eller renoveringstanker, at søge teknisk bistand i Skydebaneforeningen Danmark.

”For Nykøbing F. Skytteforening har det været altafgørende, at Skydebaneforeningen Danmark i hele forløbet har stået klar på sidelinjen og hjulpet os, når kommunen, arkitekten og bygherren har stillet os spørgsmål, vi var i tvivl om, hvordan vi skulle besvare. Med Skydebaneforeningen Danmarks tekniske bistand, får vi et topmoderne skyttecenter, der lever op til alle krav og som vores medlemmer godt kan glæde sig til at skyde på", understreger Tønnes Koch.

Har din skytteforening planer om at etablere nye eller renovere jeres skydebaner? Går I med tanker om at forbedre skydemiljøet, eller vil I etablere energirigtige løsninger?

Læs hvordan du søger om rådgivning

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at tracke bruger-adfærd med formålet at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.

Du kan altid slette cookies via avancerede indstillinger i din browser.